ABSTRACT
Det er med et stænk af ambivalens jeg begynder at skrive denne ‘landerapport’ om social og kulturel geografi i Danmark. I lyset af de seneste diskussioner af den hegemoniske position Angloamerikanske diskurser og engelsk sprog indtager i ‘internationale’ publiceringsrum (se fx Berg and Kearns 1998; Gregson, Simonsen and Vaiou, kommende; Minca 2000) ser jeg naturligvis positivt på Social & Cultural Geography’s initiativ som en strategi, der kan konfrontere og modvirke dette hegemoni. På den anden side indeholder denne strategi en risiko for at positionere forfatteren som en uproblematiseret oversætter som—med basis i en dobbelt og ambivalent position mellem ‘Internationale’ og ‘lokale’ diskurser—formidler det på anden måde ukendte og utilgængelige ‘andet’ til et magtfuldt ‘centrum’ (Gregson, Simonsen and Vaiou, kommende). Som alle andre ‘kort’ over et intellektuelt landskab er en ‘landerapport’ en social konstruktion, en fortælling der er konstrueret og fortolket af en forfatter som har en flertydig position i selve det felt, hun forsøger at beskrive. Dette udsagn skal ikke ses som en form for tilståelse, ej heller som et forsøg på at løbe fra ansvaret for den efterfølgende fortælling, men snarere som en problematisering af selve begrebet ‘landerap-porter’; en understregning af at de, som alle andre former for repræsentation, nødvendigvis må være både situerede, personificerede og partielle.
